Drama i retten: ”De bankede mig bevidstløs”

To unge mænd overfaldt og bankede en ung kvinde, efter at hun eftersignende skulle have stukket den ene af de to mænd med en kniv.

SKREVET AF: Mads Hørkilde

De to mænd på henholdsvis 28 og 19 år havde i september været i byen i Ikast, hvorefter de besluttede sig for at slutte byturen hjemme ved den ældste af mændene. I lejligheden blev de mødt af den 25-årige kvinde, som på daværende tidpunkt boede i den 28-åriges lejlighed. Kvinden var, ifølge de to mænd, ophidset og truede den ældste af mændene med en kniv.

”Hvis der står en golfkølle i stuen, og der ligger en foldekniv på bordet, så ved man ligesom godt, man ikke bliver budt på friskpresset,” forklarer den 28-årige om situationen i lejligheden til retten i Herning.

Situationen eskalerede, og de to mænd fik overmandet den unge kvinde, som eftersigende skulle have stukket den ældste af mændene med kniven tre gange. Den 28-årige fik sat sig ovenpå den unge kvinde, mens den 19-årige fik frataget hende kniven. Hun begyndte at sparke vildt i gulvet.

”Jeg var bange for, at hun vil vække underboen, så jeg holdte hendes ben,” sagde den 19-årige i vidneskranken.

Den unge kvinde forklarede over et videoopkald, da hun ikke kunne være til stede i retten, at hun netop havde forsøgt at alamere naboerne om overfaldet. Det resulterede i, at den 28-årige var begyndt at slå løs på den forsvarsløse kvinde, som lå fastlåst på gulvet. Da hun efter eget udsagn bad ham stoppe, tog han kvælertag på kvinden, som påstod, at hun op til flere gange besvimede. Lægerapporten, som blev fremført i retten, viste dog ingen tegn på, at kvinden havde været bevidstløs under seancen.

Skænderi i retten

De involverede havde i retten svært ved at lægge deres stridigheder bag sig. Selvom det kun var de to mænd, der fysisk var til stede i Herning Byret, kom det alligevel til mundtlig konfrontation mellem den unge kvinde og den 28-årige mand. Den unge kvinde var meget oprørt, da hun blev afhørt af den 28-åriges forsvarsadvokat, og hun lod sig provokere af hendes overfaldsmands noget tilbagelænede attitude:

”Fuck dig, din usle hund!” råbte kvinden, hvortil den 28-årige smågrinende svarede:

”Hvad snakker du om, din fucking junkie?”

Med hjælp fra advokater og til sidst dommeren, blev der manet til ro i retssalen.

Øjenvidne så mændene stikke af

En øjenvidneforklaring beskrev, hvordan den unge pige efter det voldelige optrin i lejligheden var kommet storgrædende ud fra boligkomplekset. Hun blev efterfulgt af en ung mand, som af øjenvidnet ikke kunne beskrives nærmere. Manden vendte sig mod den unge pige og skubbede hende med hovedet først ned ad en stejl kælderskakt. Øjenvidnet kontaktede herefter politiet.

De to mænd forlod lejligheden og løb, ifølge dem selv, i hver deres retning for til sidst at mødes i den 19-åriges lejlighed. Her kontaktede de selv politiet, og anmeldte den unge kvinde for knivstikkeriet på den 28-årige. Han lagde ikke skjul på, hverken overfor politiet eller overfor retten, at han selv havde været voldelig overfor den unge kvinde. Den 28-årige og hans forsvarsadvokat mente dog, at manden havde handlet i nødværge.

Retten fandt tilstrækkelige beviser på, at de to mænd havde overfaldet den unge kvinde, skubbet hende ned ad trappen og fandt derfor ikke grund til at kategorisere volden som nødværge. De to mænd blev begge idømt ubetinget fængselsstraffe. Den 28-årige mand blev idømt 10 måneders fængsel for at have slået, kvalt og skubbet den 25-årige kvinde. Den 19-årige mand blev idømt 3 måneders fængsel for medvirken til vold og for ikke at have gjort noget aktivt for at stoppe volden.

 

Antal tegn: 3.486

Fortællersætning: Jeg vil fortælle, at to mænd overfaldt og bankede en ung kvinde, og er begge blevet idømt fængselsstraffe for det.

Drømmen om en familie – en lang og udfordrende rejse

Rikke og Søren Robak fik efter en lang kamp den familie, de altid havde ønsket sig.

For ægteparret Rikke og Søren Robak, var drømmen om at starte en familie en rejse med mange udfordringer på vejen. Utallige forsøg på at få børn endte tragisk med en dødfødt søn. Parret gav aldrig op, og rejsen endte lykkeligt på et børnehjem i Sydafrika.

SKREVET AF: Mads Hørkilde

Rikke Robak er 44 år gammel. Hun er gift med sin mand, Søren Robak. De har et hus og to børn sammen, Alvilda og Anker. De er ifølge statistikkerne, hvad man kalder en gennemsnitlig dansk familie. Og så alligevel ikke helt. Vejen for at nå der til, har været en del længere og med en del flere udfordringer, end hvad er normalt for en gennemsnitsfamilie.

”Vi havde været i fertilitetsbehandling i lang tid. Vi havde prøvet 13 gange før det endelig lykkedes. Så var lykken stor,” siger Rikke Robak.

Fra start af, havde Rikke svært ved at blive gravid. Efter mange forsøg med klinisk hjælp, lykkedes det endelig for Rikke og Søren, hvilket var grund til stor jubel i den lille familie.

Oswald var 33 centimeter, da han blev født. Han havde Rikkes øjenbryn og Sørens fødder.

En løsnet moderkage ændrede alt

Lykken varede ikke ved. I syvende måned af Rikkes graviditet, oplevede hun store mavesmerter, hvilket bekymrede både Rikke og Søren. Lægerne på Rigshospitalet var overbeviste, om at smerterne kom sig af en blærebetændelse, og de blev sendt hjem. Smerterne blev ved, og lægerne var forsat afvisende overfor Rikkes bekymringer. Pludselige blødninger og kraftige veer indikerede, at barnet allerede var på vej. To måneder for tidligt.

”Det må I jo kunne gøre noget ved. Det må I kunne stoppe.” Men det kunne de ikke. Jeg kunne slet ikke overskue hvor det bar hen,” siger Rikke om den pludselige fødsel, som resulterede i en dødfødt søn.

Oswald, som Rikke og Søren, med hjælp fra en præst, fik døbt deres søn, var en lille dreng på 33 centimeter. Han havde Rikkes kraftige øjenbryn og Sørens store fødder. Han blev født to måneder for tidligt, og det var ikke muligt at foretage den nødvendige lungeudvidelse, der skulle til for at redde ham. Han blev kort efter sin fødsel begravet på Malling kirkegård tæt på familiens hjem.

”Vi havde en drøm om at være forældre. Nu var der jo ikke nogen, der kunne se, at vi var forældre – vi følte os som forældre, men der var ikke nogen, der kunne se det. Hele den drøm om at være en familie var smadret,” fortæller Rikke.

Frygten for at det skulle gå galt igen

Efter den mislykkede fødsel fyldte savnet og sorgen meget. Selvom parret vendte tilbage til dagligdagen, så var alting anderledes. Ensomheden var påtrængende, selvom parret omgav sig med familie og venner. Et sorggruppeforløb, med en gruppe af andre par, som havde oplevet lignende fødsler med døden til følge, var en stor hjælp for både Rikke og Søren. Her forstod man hinanden. Til møderne behøvede de ikke forklare, at de var forældre, selvom de var barnløse. Alle var i samme umulige situation.

I tiden med sorggruppen var især én ting vigtig for Rikke:

”Jeg ville derud. Jeg ville ud og se stedet, hvor jeg havde født igen.”

Det var der, at Rikke forstod, hvad der virkelig var hændt. Hun havde ikke været rigtig til stede under selve fødslen. Hun havde været i chok, og havde oplevet fødslen som en ”out-of-body-experience.”

Rikke var efter fødslen, opsat på endnu en gang at blive gravid, så hende og Søren endelig kunne få den familie de drømte om. Sorggruppeforløbet fik dog Rikke på andre tanker. I gruppen blev de rådet til at vente helt op til et år, før de prøvede at blive gravide igen. Et år gik, og Rikke og Søren forsøgte sig endnu engang med fertilitetsbehandling, men denne gang, var det ikke med det samme gåpåmod.

”Det var lidt halvhjertet. Jeg var rigtig bange for at blive gravid igen. Jeg kunne slet ikke overskue den frygt, der var forbundet med det. Alligevel, så ville vi jo rigtig gerne have et barn,” siger Rikke om tiden efter sorggruppen.

Drømmen blev født i Afrika

Adoption blev aktuelt. Processen var lang. Ekstrem lang. Rikke og Søren søgte om at få lov til at adoptere i 2006. Året efter blev de godkendt, og først i 2009 får de muligheden for at tage til Sydafrika for at hente det barn, som er blevet tildelt til lige netop dem.

Den lange ventetid betød, at der for Rikke og Søren var god tid til at bearbejde det faktum, at deres første barn ikke ville være deres eget rent biologisk, og at der var en uvished om børnenes biologiske ophav. Det vigtigste var dog ikke biologien. Drømmen om børn og familie vejede klart tungere, og det var derfor en forløsning, da parret endelig fik overrakt deres datter på et børnehjem i Sydafrika.

Der var ikke længere noget, der kunne stoppe parret i deres ønske om en familie. Blot to år efter, at Rikke og Søren var i Afrika for at hente deres datter hjem til Danmark, var de igen af sted for at hente en lillebror til Alvilda. Anker og Alvilda er ikke søskende af blod, men når man besøger familien Robak, hersker der ingen tvivl om, at de to har et helt særligt søskendebånd.

På trods af den forløsning, det var at få den længe ønskede familie, har børnehjemmet sat sine spor i de to børn. Behovet for hudkontakt, som stadig er stort ved parrets tiårige datter, kan måske spores tilbage til den manglende kontakt og omsorg i tiden på børnehjemmet. Hos den nu otteårige søn, er det svært at udtrykke følelser. Tendenser som Rikke og Søren er bevidste om i deres opdragelse.

”De fleste adoptivbørn har nogle udfordringer. Vi har heller ikke sluppet for, at der nogle ting som kan være svært. Vi arbejder hele tiden med en udfordring, der hedder, hvad er normalt, og hvad er adoptionsrelateret?” fortæller Rikke om familiens dagligdag.

Blodtype og hudfarve er ligegyldigt, når man er en familie

Rikke, Søren, Alvilda og Anker formår på trods af udfordringer og op- og nedture at være en familie – på tværs af blod og hudfarve. På bordet i familiens køkken, står en tegning indrammet. Tegningen er af Oswald, som fredfyldt ligger med hænderne foldet på brystet og ”sover.” Storebroren, som Alvilda og Anker aldrig fik lov til at møde, fylder meget i især Elvidas bevidsthed. Hver dag går hun forbi Oswalds gravsted på kirkegården, hvor hun med fingeren skriver hans navn på stenen. Han er med som en engel på hendes tegninger, når hun tegner familien, og til spørgsmålet om ønsket om en storebror er svaret klart ja.

Selvom statistikken fortæller at familien Robak er en gennemsnitsfamilie, så er det ikke tilfældet. Familien har mødt deres del af udfordringer på deres vej til at blive en familie. Udfordringer, som i nogen grad stadig hænger ved, men som ikke forhindrer familien i at være den familie, de altid har drømt om at være.

Se Rikke fortælle om fødslen i videoen herunder:

Antal tegn: 6.538

Hørkilde på Kanten – Kolding

Kolding Kommune har eksisteret som selvstændig kommune siden 1970, hvor den tidligere var en del af Vejle Amt. Kommunens kommunikationsafdeling finansieres gennem det kommunale budget og har en overordnet strategi, som forsøger at ramme alle borgere. Derudover arbejder de med flere målgrupper, hvor der over de seneste år er kommet større fokus på de unge. Derfor er kommunen også ude på de fleste sociale medier – inklusive Instagram og Tinder. Arbejdsforholdene for journalisterne ansat i kommunen er ikke særlig stringente, ifølge Frederik Muff Hansen, som er praktikant. Han fortæller, at den redaktionelle arbejdsgang har frie rammer, og man må forsøge sig frem med kreative kampagner. Men på samme tid findes der nogle seriøse opgaver, som kræver, at man overholder nogle retningslinjer fastsat i forvejen – f.eks. i forhold til politisk stof og møder.

Steffen Rasmussen skiftede Fundamentet ud med Center For Social Nytænkning for at hjælpe flere

33-årige Steffen Rasmussen stiftede i 2014 foreningen Fundamentet, hvis fokus var – og stadig er – at hjælpe byens udsatte borger. I år stoppede Steffen Rasmussen ved Fundamentet, og startede Center For Social Nytænkning. Her er fokus på social projektudvikling.

Steffen Rasmussen arbejder i dag mere bag et skrivebord.

Udefra ser det mærkeligt ud. De gamle træbarakker, som ligner noget, der er sat op midlertidigt, skiller sig ud i Ceresbyen, hvor alt er nyt og flot. Skiltet ved vejen er sat sammen af to europaller, og udenfor indgangen står et gammelt køleskab. Når man træder ind ad døren, bliver man mødt af et virvar af grønne planter, der hænger ned fra alle vægge og borde. Rundt i lokalet står gamle skriveborde, nogle er fundet i genbrugsbutikken, andre er gamle gør-det-selv-projekter.

Center For Social Nytænkning, eller CFSN som det hedder i sin forkortet form, har siden marts måned holdt til i det atypiske kontorlandskab i Ceresbyen. Stedet bærer præg af, at der tænkes nyt og anderledes. Tankerne, der bliver tænkt mellem de grønne stueplanter, er alle nogle, der skal være med til at forandre måden vores velfærdssamfund er skruet sammen på i dag.

Skiftede job for at kunne hjælpe flere

Steffen Rasmussen stoppede i marts måned i sin stilling ved Fundamentet, og kastede sig i stedet over sit nye projekt CFSN med det formål at kunne hjælpe endnu flere af de mennesker, han brænder mest for at hjælpe – de socialt udsatte borgere.

”I Fundamentet havde jeg direkte kontakt med de udsatte borger. Det var tit: ”Nu hjælper jeg dig,” eller ”nu trøster jeg dig.” Her i CFSN har jeg ikke den samme borgerkontakt, vi har til gengæld mulighed for at hjælpe langt flere mennesker,” siger Steffen Rasmussen og understreger, at muligheden for at hjælpe flere var en overvejende årsag til at skifte Fundamentet ud med CFSN.

Skiftet har også betydet, at Steffen Rasmussen i dag har helt andre arbejdsopgaver, som blandt andet inkluderer møder med politiske partier, ministre og store erhvervsorganisationer. Selvom skiftet fra at arbejde i marken til at sidde bag et skrivebord det meste af dagen kan virke voldsomt, så er det et skifte, der har været vigtigt for Steffen Rasmussen.

”Hvis man kan hjælpe 20 mennesker, er det fint nok, men hvis man kan gøre noget sammen med nogle andre, så man kan hjælpe 10.000 mennesker, så er det sgu sjovere,” siger Steffen Rasmussen om forskellen mellem arbejdet med Fundamentet og arbejdet med CFSN.

CFSN står stærkest på tværs af fag og kompetencer

For at nå så langt er sammensætningen af fagpersoner og det at kunne samarbejde på tværs et bærende element i det nystartede CFSN. Steffen Rasmussen arbejder til dagligt sammen med blandt andre psykologer, PhD-studerende og andre, der har interesser eller færdigheder indenfor samme område. Langt størstedelen af dem, der er en del af CFSN, har lejet sig ind i kontorfælleskabet for at være med til at skabe og udvikle ideer og løsninger på socialområdet. Det er dem, der skaber det arbejdsfællesskab, som udgør CFSN. Et fællesskab, der ifølge Steffen Rasmussen står stærkt.

”Vi sidder her med ret forskellige baggrunde og færdigheder, og jeg er stadig i gang med at finde ud af, hvad folk kan, så vi på den måde kan bruge hinandens kompetencer,” fortæller Steffen Rasmussen.

Målet med det omfattende sociale arbejde, der bliver gjort i CFSN, er ganske klart for Steffen Rasmussen. Han vil ændre hele den grundlæggende måde, det offentlige agerer på overfor udsatte borgere. Et mål, der i manges øre kan lyde som en uoverkommelig opgave, men for Steffen Rasmussen er det inde for rækkevidde.

”Hvis man kigger på, hvordan verden har udviklet sig historisk, så skal man ikke særlig mange år tilbage, før vi havde slaver. Man skal endnu kortere tilbage, før kvinder ikke havde stemmeret. På et eller andet tidspunkt i historien har alting virket usandsynligt. Man bliver nødt til at turde satse på forandring.”

 

Hans kan ikke sidde stille

Hans Münter har med en fortid i forsvaret ingen forudsætninger for at dyrke vin. Det stoppede ham dog ikke fra at købe familiens gamle landsted, Koruplund, på Djursland, og gå i krig med vinproduktionen. Hans er nemlig ikke typen, der kan sidde stille. Vinproduktionen er derfor ikke kun en hobby, men snarer en nødvendighed.